Pressemeddelelse
13. december 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Fortsat svømmeundervisning, vandaerobic og vandgymnastik i Lyngby Idrætsby

 
 
 
 

 

Lyngby Svømmehal i Lyngby Idrætsby har i flere år udbudt kommunal svømmeundervisning, vandaerobic og vandgymnastik. Der er tale om populære tilbud, som mange af kommunens børn, ældre og erhvervsaktive har glæde af, og som Lyngby-Taarbæk Kommune meget gerne fortsat vil kunne tilbyde.  

 

 
 
 
 

Svært at rekruttere svømmeundervisere

Desværre er undervisningen på flere hold udfordret af, at der ikke er nok svømmeundervisere. Det betyder, at holdene ikke er dækket ind i tilfælde af sygdom og andet fravær blandt underviserne. Mangel af dækning skyldes blandt andet længevarende sygdom blandt personalet samt udfordringer med at rekruttere nye undervisere og vikarer. Lyngby-Taarbæk Kommune  har derfor undersøgt alternative løsninger for fortsat at kunne tilbyde undervisning for kommunens borgere.

 

Fortsat svømmeundervisning

Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet, at der fortsat skal tilbydes kommunal svømmeundervisning i Lyngby Idrætsby.

 

En af løsningerne der arbejdes med, er at slå flere små hold sammen først i det nye år. Desuden afsøger Lyngby-Taarbæk Kommune mulighederne for at indgå aftale med en anden leverandør, fx en aftenskole, om at varetage undervisningen af udvalgte hold. 

 

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Hanne Agersnap siger: "Kultur- og Fritidsudvalget har fået en orientering om udfordringerne ved at opretholde svømmeundervisning mv. alene ved at bruge egne ansatte undervisere. For os er det væsentligste at opretholde så mange af de nuværende tilbud som muligt, og hvis det kan lykkes ved i det nye år også at bruge undervisere fra aftenskolerne eller andre, så er vi glade for den løsning. Og så kommer vi i udvalget til at drøfte en langsigtet løsning, når forskellige muligheder for at skaffe undervisere er kortlagt. Jeg ved, at der har floreret rygter om, at undervisningen ville blive afskaffet, men vi vurderer, at langt de fleste borgere fortsat vil få tilbudt undervisning i Lyngby Idrætsby."

 

Beklager, at kommunikationen har ført til uro

Udover uro om den fremtidige undervisning har der blandt brugerne også været snak om fyringer af underviserne.

 

Direktør Pernille Holmgaard siger: "Jeg er ked af, at den kommunikation brugerne har modtaget har ført til unødig uro og forvirring om kommunens fremtidige svømmetilbud. Jeg vil gerne understrege, at vi hverken har lukket hold eller afskediget undervisere. Derimod er vi i gang med at undersøge muligheder for at skaffe flere undervisere og nye samarbejdspartnere, og vi forventer kort efter nytår at give alle brugerne besked om deres kommende hold og underviser."   

 

Kultur- og Fritidsudvalget vil i det nye år få et oplæg til en fremtidig model for fortsat at have svømmeundervisning, vandaerobic og vandgymnastik i Lyngby Idrætsby.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Hanne Agersnap Mobil: 40 30 96 66
E-mail: hanag@ltk.dk

 
 
 
 
Social media icon Social media icon