Pressemeddelelse
11. december 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Styrket SSP-indsats

 
 
 
 

Der er stor interesse i og god opbakning til SSP-Lyngby, der får tildelt flere ressourcer med det nye budget.

 
 
 
 
 
 
 
 

Der er blevet afsat yderligere ressourcer til SSP-indsatsen i budget 2018-21. En varig merbevilling på 400.000 kr. årligt, og 500.000 kr. i 2018 og 2019 til ungepolitik og styrkelse af SSP-indsatsen. Det sikrer, at der fortsat vil være fokus på det gode SSP-samarbejde, og borgerne i kommunen vil kunne forvente at se flere SSP-kræfter i gadebilledet fremover.

 

SSP-Lyngby arbejder generelt på at skabe et godt og trygt ungdomsliv i Lyngby-Taarbæk Kommune. SSP er et tværfagligt samarbejde mellem Skoler, Sociale myndigheder og Politi, med det primære formål at forebygge kriminalitet og misbrug blandt børn og unge. I Lyngby-Taarbæk Kommune er klubberne også en stor del af samarbejdet, der hidtil primært har rettet sig mod børn og unge under 18 år, hvilket nu udvides til 18+. SSP-medarbejderne vil i fremtiden også henvende sig til unge op til 25 år, hvor det er nødvendigt.

 

Der eksisterer allerede et rigtig godt SSP-samarbejde i kommunen, hvor den generelle forebyggelsesindsats er rettet mod alle børn og unge med det primære formål at sikre, at de unge ikke udvikler risikoadfærd. SSP-Lyngby oplyser og vejleder børn og unge, så de får redskaber og tankesæt til at fravælge kriminalitet og misbrug som livsstil. Generelt holder de unge i kommunen sig væk fra kriminalitet. Men indsatsen styrkes, da det er vigtigt hele tiden at have fokus på, at de unge ikke begynder at eksperimentere med hash og andre euforiserende stoffer. SSP-Lyngby arbejder målrettet på at forebygge misbrug blandt andet ved at oplyse om konsekvenserne. Det er vigtigt, da det er blevet lettere for de unge at få adgang til stoffer.

 

"Kommunalbestyrelsen er enige om at styrke SSP-indsatsen med en øget bevilling. Vi skal passe godt på vores børn og unge, og med flere ressourcer til SSP og en ekstra medarbejder, kan vi fortsat sikre det gode samarbejde", udtaler Dorthe la Cour, Formand for Børne- og Ungdomsudvalget.


De indsatsområder, der er mest fokus på i Lyngby-Taarbæk Kommune er trygge lokalområder, kriminalitetstruede unge og unges brug af illegale stoffer.

For fortsat at sikre den gode SSP-indsats, og samtidig løfte og styrke arbejdet, bliver der blandt andet ansat en ekstra SSP-medarbejder. Et af ønskerne med en ny medarbejder er blandt andet at kunne styrke den udadgående indsats og være med til at sikre en troværdig og ensartet dækning af alle kommunens områder.

 

Alle SSP-indsatser tilrettelægges i et tæt samarbejde med forældre og uddannelsesinstitutioner.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Dorthe la Cour, Mobil: 40 14 63 63, E-mail: dorlc@ltk.dk

 
 
 
 
Social media icon Social media icon