Pressemeddelelse
31. januar 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Jobcenter Lyngby-Taarbæk har succes med digital selvbetjening

 
 
 
 

Jobsøgende er gode til selv at booke tider til samtaler med jobcenteret. Den digitale mulighed for selvbooking giver større fleksibilitet og tilfredshed hos brugerne.

 
 
 
 

Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker at inddrage borgerne, så de selv tager et større medansvar. Selvbooking af tider til samtaler med jobcenteret giver borgeren en mere aktiv rolle i forbindelse med deres sagsforløb, og samtidig bedre muligheder for at planlægge deres tid.

 

"I Beskæftigelses- og Integrationsudvalget lægger vi stor vægt på, at ledige og sygemeldte i Lyngby-Taarbæk Kommune bliver inddraget, så de selv kan være med til at tilrettelægge deres eget forløb i jobcentret - det gælder også i forhold til at planlægge de samtaler, som det er lovpligtigt at deltage i. Når borgerne selv kan booke en samtaletid, der passer dem, i stedet for at en sagsbehandler afgør tidspunktet, så er det en god service og et bedre udgangspunkt for en god relation til jobcentret. Og så giver det også et større medansvar og tilfredshed" siger formanden for udvalget, Søren P. Rasmussen.

 

Lyngby-Taarbæk Kommune var en af de første kommuner i 2014, som gav borgerne mulighed for at selvbooke og siden 2016 har det været obligatorisk for alle forsikrede ledige at booke deres egne samtaler. Ordningen er løbende blevet udvidet til at omfatte flere målgrupper med stor succes. Jobparate kontanthjælpsmodtagere har siden ultimo 2016 haft mulighed for at booke deres egne samtaler og en status fra Arbejdsmarkedskontor Øst i oktober 2017 viser, at henved 50 pct. benytter sig af muligheden for selvbook.

 

Selvbookning har også haft en positiv effekt på fremmødet, da langt flere møder op i stedet for at aflyse eller udeblive fra deres aftaler.

 

Digital selvbetjening understøtter samtidig en vigtig kulturændring, som ligger helt i tråd med kommunens fokus på kerneopgaven. Borgerne skal kunne have en berettiget forventning om et jobcenter, som stiller sig til rådighed for at betjene dem bedst muligt i forhold til at komme tilbage i job - lige såvel som jobcentret forventer at borgerne tager medansvar og stiller sig aktivt til rådighed for arbejdsmarkedet.

 

"Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ønsker, at endnu flere får de samme muligheder, men er også klar over, at det forudsætter en del tilrettelæggelse, nye IT-systemer, et stort lederfokus - og ikke mindst dygtige medarbejdere, som kan se perspektiverne og er åbne for forandringer" afslutter Karsten Lomholt næstformand i udvalget.

 

Lyngby-Taarbæk Kommune vil fortsat arbejde med at flere indsatser og initiativer sker i samarbejde med borgere og virksomheder. Inden udgangen af 2018 forventer forvaltningen, at mindst 80 % af de planlagte samtaler for jobparate kontanthjælpsmodtagere og uddannelsesparate unge er selvbookede.

 

 

Fakta:

Borgere med adgang til "Min Side" på Jobnet, kan booke aftaler med jobcenteret digitalt

 

Selvbook kan foretages af dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, modtagere af uddannelseshjælp og sygedagpengemodtagere.

 

Borgerne kan søge vejledning om selvbook på www.jobnet.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget:

Formand Søren P. Rasmussen, spr@ltk.dk, 3091 4490

Næstformand Karsten Lomholt, karsl@ltk.dk, 2240 7076

 
 
 
 
Social media icon Social media icon