Pressemeddelelse
5. juli 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Serviceaftaler for private fællesveje ophører i Lyngby-Taarbæk Kommune

 
 
 
 

Alle eksisterede serviceaftaler om vintervedligeholdelse og renholdelse af rendesten og rendestensbrønde ophører pr. 31. oktober 2018. Det følger af en afgørelse i Ankestyrelsen.

 
 
 
 

Ankestyrelsen har afgjort, at kommunen ikke længere må tilbyde grundejere disse serviceordninger. For at efterkomme Ankestyrelsens afgørelse er det nødvendigt, at alle serviceaftalerne mellem kommunen og grundejerne ophører. Kommunalbestyrelsen har derfor den 28. juni 2018 besluttet, at kommunen ikke lovligt kan fortsætte ordningerne.

 

Sigurd Agersnap, formand for Teknik- og Miljøudvalget siger: "Beslutningen er en nødvendig konsekvens af Ankestyrelsens afgørelse. Det betyder dog ikke, at kommunalbestyrelsen er enige med Ankestyrelsen. Vi havde helst set, at serviceordningerne kunne fortsætte som hidtil, så grundejerne på de private fællesveje kunne have en serviceaftale med kommunen".

 

Kommunen har indtil nu tilbudt grundejere på private fællesveje serviceaftaler, hvor kommunen mod betaling har udført vintervedligeholdelse på kørebanen samt renholdelse af rendesten og rendestensbrønde på vegne af grundejer.

 

Med virkning fra 1. november 2018 skal grundejere på private fællesveje selv sørge for snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse af rendesten, kørebanen (til vejmidten ud for den enkelte ejendom) samt oprensning af rendestensbrønde. Ændringen vil berøre ca. 150 private fællesveje og ca. 2.970 ejendomme.

 

Kommunen vil for 2018 reducere regningen og kun fakturere forholdsmæssigt for den service, der udføres frem til 31. oktober 2018 ved udsendelse af årsopkrævningen. Opkrævningen for det udførte arbejde udsendes senere og først til august med forfald i september 2018.

 

Kommunen inviterer til et informationsmøde 16. august 2018 kl. 17-19 i Idrætsbyen om ophør af serviceaftalerne. På mødet vil kommunen informere de berørte grundejere om baggrunden for den ændrede praksis og konsekvenserne. Derudover vil der blive orienteret om grundejernes forpligtelser og hvordan de kan opfyldes. Tilmelding til mødet kan ske på

serviceaftaler@ltk.dk, senest den 10. august 2018.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

serviceaftaler@ltk.dk

Formand for Teknik og Miljøudvalget Sigurd Agersnap, sigur@ltk.dk 6075 9125

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon